Her er hele historien om tun fiskeriet lige fra årene efter besættelsen i slut 40-erne, hvor eventyret var højest - til tunen forsvandt omkring 1964.

"Tunfiskeriet i Øresund" (Foredrag af Helge Mørdrup på Snekkersten Havn i aug. 2021).

Tunfisken eller Springeren som fiskerne kaldte den pga sit spring efter hornfisk har været i Øresund med større eller mindre mellemrum. Omkring 1885 forsvandt tunen fra Øresund - og kom først igen ca. 40 år senere, hvor fiskerne i det nordlige Øresund fangede mange store tun. Det forlyder, at der i 1937 blev fanget en tun på hele 500 kg.

Det egentlige boom kom dog først i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, men så blev Danmark også for alvor sat på verdenskortet som stedet for de store tun. Og Snekkersten havn blev centrum for tunfiskeriet da bund-og strømforhold i det nordlige Øresund passede tunfiskene perfekt.

I årene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og lystfiskeri i Øresund blevetforbudt på grund af tyskernes besættelse af Danmark, men gennem hele krigen fangede Snekkersten fiskerne mange tunfisk i Øresund, medens lystfiskerne bare kunne se på

Allerede i sensommeren 1945 var de første tunfiskere dog på plads i ”Tunfeltet” (området mellem Helsingør og Helsingborg og ned til Hven). Svenske Jægermester Callander fangede, med stang og hjul, i løbet af 7 dage ikke færre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. 

Den største var på 240 kilo. Året efter var Callander på færde igen og fangede i løbet af bare 4 dage 9 tun. 

Samme Callander fortsatte i 1947 og fangede ene mand 24 tun. Den største på 320 kilo, som på det tidspunkt var skandinavisk rekord.

Året 1948 er nok tunhistoriens mest fantastiske fangst år, og her optræder Danmarkshistoriens største ”tunlegende” – Carl Bauder. I løbet af sæsonen fangede han ikke færre end 68 tun . Det skønnes, at der i rekordåret 1948 blev landet omkring 400 tun i Øresund. 

Nogle kilder anslår 600 tun.

I takt med tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere på vandet. Havde man ikke selv båd kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerne i Snekkersten for hvem det blev en god forretning at sejle tunhungrende lystfiskere på Øresund. 

Var man nogle stykker kunne man slå sig sammen og chartre en båd. Det kostede 100 kroner for en dag, men så tilfaldt fangsten også skipperen for nu var der i modsætning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I 1920 érne var der overhovedet ingen der ville sætte tænderne i en tun, men langsomt ændrede folk syn på tunen. I begyndelsen af 30érne kunne man få omkring 10 øre kiloet ,men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun på dåse kom der mere fart i priserne. Var man heldig, kunne en tun måske indbringe 2,50 krone kiloet, og så var der pludselig god økonomi i fiskeriet. Derfor var det ikke altid let at få skibslejlighed hos erhvervsfiskerne, der helst ikke ville have de rene novicer med, for det var der ingen penge i.

Alternative løsninger var at danne tunlag, hvor man slog sig sammen om båd og grej. Så kunne omkostningerne holdes nede.

På gode dage kunne der ligge flere hundrede fartøjer i det nordlige Øresund af forskellig størrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Det var derfor nødvendigt med færdselsregler. Fik man tun på, var det tunen der bestemte farten. Man måtte bare følge med. For at advare andre om, at nu havde man tun på hejste man det gult tunflag. Det var markeret med et stort ”T” og så havde man forkørselsret i forhold til andre. Gudskelov var skibstrafikken ned gennem Øresund ikke så voldsomt den gang. Tolerancen var nok større dengang, og færgerne respekterede også, når tunflaget var sat.

Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys.

Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 var det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efterår får ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub, og allerede i vinteren 1948/49 blev klubben en realitet. Blot ændrede man navnet til The Scandinavian Tuna Club for at få et mere internationalt islæt. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmeldte 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere.. Der var store planer om allerede samme år at arrangere en stor tun konkurrence på Øresund, og da journalist Børge Munk Jensen på vegne af Berlingske Tidende udsatte en vandrepokal til værdi af 5.000 kroner, synes der at være støbt et solidt fundament for en sportsfisker succes på internationalt plan.

23. og 24. august 1949 indbydes der for første gang til Skandinavisk Tuna Cup på Øresund. Cirka 80 fiskere fordelt på 40 både meldte deres deltagelse. De fleste var garvede tunfiskere fra begge sider af Øresund. Snekkersten havn var udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro (Det senere Kystens Perle) var stedet for den efterfølgende afslutningsfest. Kuvertprisen var 35 kroner for en 2 retters menu incl. drikkevarer, dog ikke ad libitum, men incl. mokka og efterfølgende dans.

Der blev fisket efter nogle regler, der var helt på niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der var nemlig begrænsning på fiskelinens brudstyrke, ligesom forfanget kun måtte have en længde på 6 meter. Tunstangen, der kunne være 2 delt skulle have en længde på mindst 198 centimeter,

 Det var et krav, at fisken skulle være stukket, inden den indvejedes, og var det ikke sket, fik man et fradrag på 5 kilo. Vinderen var den fisker, der sammenlagt over begge dage havde flest point. Der indvejedes 7 tun, og den første vinder af Tunacuppen, fik en prægtige sølvbowle.

De følgende år kommer der et utroligt fokus på den årlige konkurrence, der efterhånden udvikledes til en mediebegivenhed. Der vistes reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kom tæt på de drabelige kampe mellem tun og fisker. Det var faktisk så populært, at man på BT-Centralen på Rådhuspladsen kunne købe billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud på Øresund. Desværre løb man i begyndelsen af 1950´erne ind i det problem, at tunen begyndte at svigte.I 1953 blev man nødt til at udsætte den årlige konkurrence, fordi der i midten af august endnu ikke var set tun i Øresund. Udsættelsen synes først at være en god idé, for allerede den første dag blev der fanget 3 tun, men da konkurrencen var fordi, var den samlede fangst kun på 5 tun, med den største på 270 kg .I relation til deltagerantallet på omkring 70 deltagere synes det som et meget beskedent udbytte.

Sidste år der afholdes Skandinavisk Tuna Cup på Øresund var i 1954 hvor der kun blev fanget en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele Øresund anslås til omkring 35 eksemplarer. De følgende år udeblev tunen helt fra Øresund.

Men I 1960 da man næsten havde opgivet håbet om nogensinde at se tun igen, dukkede de alligevel op i Øresund. Tandlæge Jan Grabowski, der nok mere var kendt som Danmarksmester på vandski, fangede 2 tun hvoraf den største vejede 250 kilo.

Året 1961 var så næsten som en genfødsel af de gode gamle tun-dage. Den samlede fangst lå på omkring 300 tun – og de var tilmed store. Men det var ikke kun i Øresund, det gik løs. Også i Storebælt mellem Korsør og Nyborg kunne iagttages store mængder af springende tun.

1961 var stortunens år. Største tun var på 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev også noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-årige Per Johansen, der på sin første tur overhovedet fangede en tun på ikke færre end 327 kilo.

Det var så den sidste rigtige store tun-sæson. I de kommende år var der kun tale om enkelte fangster af tun og i 1964 var det endelig helt slut, da den sidste tun blev taget. Tun-kongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 – sølle 51 kilo vejede den.